mandag den 3. januar 2011

Meyers Bageri







Jægersborggade er jo en interessant gade. Ikke kun fordi man aldrig ved om man får en kniv i ryggen eller en kugle for panden, når man begiver sig ned af gadens berygtede (halvkriminelle? ;-)) strøg, men også fordi det er en gade i blomstring og i dag var den altså i fuldt flor. Ikke nok med at der fx ligger kaffekollektivet med eget risteri, Restaurant Relæ med superkokken Christian F. Puglisi bag bordpladen (der dog holder ferielukket til d. 1. feb), caféer, chokoladebutik (Ro chokolade), så har Meyer nu også åbnet et bageri i selv samme gade. Tag et smut forbi og lad dig overvælde af de gode råvarer, den skønne duft af friskbagt brød og kager eller køb noget af Meyers surdej med hjem, hvis du gerne selv vil have fingrene i dejen.




Jamen, hvad endte vi så med at købe? Intet mindre end et dejligt kernebrød med græskarkerner og havregryn på toppen. 35 kr for et dejligt, stort luftigt brød med sprød skorpe. Og derudover to kæmpe kanel-snegle, som ikke blot duftede forrygende, men også smagte ambrosisk. Det helt rigtige forhold mellem kanel-fyld og bolledej... Mmmm... ja min veninde og jeg nynnede halleluja i kor da vi satte tænderne i disse "små" godgørende godbidder ;-)



1 kommentar: