mandag den 31. januar 2011

Black Swan


Har I set Black Swan? Hvis ja, hvad synes I så?

Jeg så den i lørdags med en veninde og vi var helt skræmte og gik derfra med flossede nerver og anspændte maver, og jeg skal ærligt indrømme at jeg flere gange måtte kigge væk! Men den er svær at slippe, fordi det er en stærk film om kunstnerens higen efter det perfekte - koste hvad det koste vil.

Black Swan er på en gang smuk, frastødende og nervepirrende uhyggelig. Natalie Portman gør det fremragende som den skrøbelige og ustabile perfektionistiske balletdanserinde, der med sin blide stemmeføring og benhårde viljestyrke formår at portrættere en kompleks rolle og tryllebinde publikum, så vi er overbevist om at faren konstant lurer lige under overfladen.

Filmen er ikke for sarte sjæle, men Natalie Portmans præstation, måden filmen er klippet på og de smukke scener er fascinerende, så se den hvis du tør. Jeg fortryder ikke at have set den, men jeg ville ikke turde se den igen ;-)



Psst.. Vidste du at instruktøren Christopher Nolan, der udover Black Swan også står bag Inception, har inspirationen til disse film fra den nu afdøde japanske anime-instruktør Satoshi Kon?

Der er endda scener i Black Swan som er taget direkte fra Kons univers. Fx spejl-scenen hvor Natalie Portman overraskes over at se en mere dyster udgave af sig selv i spejlet.

Så selvom at Christopher Nolan er genial, er hans originale idéer ikke helt så originale som man umiddelbart tror.


Uhhh... efter at have set filmen  bliver jeg helt bange bare af at se det her still shot fra filmen :0/ Synes bestemt Natalie Portmans præstation er en oscar værdig.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar