søndag den 16. august 2015

Forslag til Sensommerlæsning


Source: gyldendal




På min seneste flytur fra Kbh til L.A læste jeg debutromanen Noget om Vitus af Sigurd Hartkorn Plaetner.

Jeg havde fået den anbefalet af en veninde. Eller anbefalet er måske så meget sagt, for hun var faktisk ikke så imponeret. Men hendes resume af romanens handling fangede mig alligevel, så den røg med i håndbagagen. Jeg læste den på nogle timer og jeg synes den var rigtig god. Romanen om livets skrøbelighed og individets inderlighed ramte mig virkelig. Faktisk endte jeg med at sidde med tårerne trillende ned af kinderne og måtte anstrenge mig for ikke at bryde i krampegråd. Denne reaktion skyldes romanens overraskende drejning i tematik, som jeg af gode grunde ikke kan afsløre hvad er, for så er den ikke overraskende for dig at læse. Det tog lidt tid før man kom ind under huden på karaktererne i romanen, men jeg synes det lykkes Plaetner at få skrevet en rørende, tankevækkende og vedkommende roman. Men den udtalelse er selvfølgelig også på baggrund af de livserfaringer jeg har gjort mig. Måske du vil opfatte Noget om Vitus ganske anderledes.

Sproget er letlæseligt og ungt i tonen. Sproget overrasker ikke med litterære finurligheder, men det er måske i virkeligheden også det der gør, at Plaetners roman går op i en højere enhed. Sprogets tilgængelighed og handlingens overvejende hverdagsnære karakter skaber tilsammen en helstøbt roman, som Plaetner, efter min mening, godt kan være stolt af.

Jeg synes altid, at det er en fordel at læse en roman inden jeg læser anmeldelser eller lignende, da jeg så vidt muligt gerne vil imødekomme et værk med så åbent et sind som muligt.

Har du det anderledes kan du læse en anmeldelse fra Politikken her, der stiller sig noget skeptisk over for romanen.



**********

Sorry, guys, for Danish readers only.
Danish literature ; Noget om Vitus (Something about Vitus) by Sigurd Hartkorn Planter

Ingen kommentarer:

Send en kommentar