Jeg er lige blevet færdig med en helt fantastisk velskrevet og velkonstrueret roman der på trods af sit surrealistiske plot (om et kærlighedsforhold mellem Clare og Henry der pga en DNA-sygdom kan rejse i tiden uden selv at have kontrol over hvornår og hvor), rummer en stor fortælling om liv, død, tab, savn og afsavn og den helt store kærlighed der eksisterer på tværs at tid og sted. Det kan godt være det lyder plat med en tidsrejsende mand, men Niffenegger skriver så selv det mest urealistiske fremstår realistisk.
Læs Niffeneggers debutroman og jeg lover at du ikke vil fortryde det! Jeg er selv helt ærgelig over at have vendt den sidste side.
Romanen skifter mellem at blive fortalt fra de to hovedpersoners synspunkt: Clare og Henry. Og på trods af spring i tid og sted, så er den ikke svær at læse om end man en gang imellem skal holde tungen lige i munden.
Romanens første sætning fra Clare og Henry:
Clare: It's hard being left behind. I wait for Henry, not knowing where he is, wondering if he's okay. It's hard to be the one who stays.
(...)
Henry: How does it feel? How does it feel? Sometimes it feels as though your attention has wandered for just an instant. Then with a start you realize that...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar